Forleden gik jeg en lang tur. Jeg kom fra Vesterbrogade ind til centrum og gik naturligvis ned ad Strøget. Det var lidt skræmmende. Der plejer at være mange mennesker. Men her under krisen har folk altså valgt at blive hjemme. Også selvom det faktisk er muligt at komme på indkøb igen. Kort sagt, der var ikke mange mennesker på Strøget. Nede ved Købmagergade gik jeg så op mod Nørreport. Samme billede: Få mennesker. Handlende, som vaskede vinduer, satte håndsprit frem og bare ventede på, at en mulig kunde ville træde ind.
Lidt på må og få
Selv havde jeg egentlig ikke nogen ærinder. Jeg var bare ud at gå. Bare ude for at se, hvordan virkeligheden ser ud nu, hvor vi er ved at genåbne samfundet. Jeg nåede op til Nørreport station og gik derfra lidt til venstre. Forbi Gothersgade og hen til Botanisk Have. Man må gerne gå tur derinde, men man må ikke opholde sig derinde. Jeg tænkte, at jeg ville gå igennem haven for at nå frem til Østerbro og, så tage et skarpt sving til venstre og gå langs søerne tilbage til Vesterbro. På vej gennem Botanisk Have kunne jeg da ikke lade være med lige at gå forbi Palmehuset. Det er en af de smukkeste bygninger, der findes i København. Jeg kom forbi og måtte igen sukke over, hvor smukt det er. Også udefra. Minder om forskellige oplevelser inde i selve Palmehuset – med picnic og kærester – fløj igennem mit hoved. Jeg stod og betragtede det – sådan lidt på afstand. Nød bygningens skønhed. Og så skete der jo det, der altid sker, når jeg gør den slags: Jeg blev revet tilbage af virkeligheden.
Trænger til en vinduespudsning
Et ældre par kom gående forbi mig. Jeg er åbenbart ikke den eneste, der var ude at gå den dag. Kvinden konstaterede med en tør stemme: ”Det palmehus kunne altså godt trænge til en vinduespudser. Man kan jo se strimer af alger og den slags”.
Sandt at sige, jeg blev forskrækket. Jeg havde ikke lagt mærke til dem. De grinte, og deres latter var ærlig og kærlig. Kvindens bemærkning var sand. Palmehuset trænger til en vinduespudser. Han eller hun vil få arbejde i flere dage.
De hilste kort på mig. Jeg hilste på dem. Og gik videre. Jeg kom op til søerne og satte kursen hjemad. På vejen hjem tænkte jeg over alle indtrykkene jeg fik på min lange gåtur. Positive og negative. Jeg klukkede lidt af grin over ægteparret der forlangte at Palmehuset har rene vinduer. Og så slog det mig, som et lyn: Hvad med mine egne vinduer, derhjemme på Vesterbro?
Vinduespudsning på Vesterbro
Du har gættet det. Det første jeg gjorde, da jeg kom hjem, var at åbne min browser og søge ”MEM Polering Vinduespudser Vesterbro”. Jeg fandt en, som jeg ringede op til og fik aftalt tid med. Han ved godt, at det ikke er Palmehuset han skal pudse vinduer i. Men her er ret mange store ruder, der giver mig udsigt ned til Sydhavnen. Så der er nok at gøre for ham, når han kommer på onsdag.
