En buket til hende

Efter en lang og hård arbejdsdag skulle jeg bare slappe helt af. Derfor satte jeg mig i min stue og tændte for tv-apparatet. Det plejer at hjælpe mig til at geare helt ned. Mest fordi udsendelserne, jeg kan se, er kedelige. Jeg så en dokumentar om nogle blomsterfarme i Kenya. Det var en af de her politisk sponsorerede film om, hvordan lokalbefolkningen udnyttes af store rigmænd. Kedelig. Den forklarede, hvor mange timer små drenge måtte arbejde i farmene. Ok. Børnearbejde skal forbydes. Det er jeg enig i. Men de her udsendelser om, hvor stakkels de er, hvor skrupelløse kapitalisterne er, hvor hårdt det er for de stakkels, fattige familier at overleve pga. klimaforandringerne, og at de derfor er nødt til at sende deres børn på arbejde, og ikke i skole, er altså for meget. Effekten af dem er minimal: Jeg bliver harm over at se kårene, børnene arbejder under, men glemmer det hurtigt igen.

Roser

Nu handlede det om en farm, hvor de dyrkede roser. De bliver vandet og passet og plejet lige, indtil de er klar. Derefter bliver de sendt til Europa i store containerfly. Filmen viste, at det er en kæmpestor industri. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at det er ret fantastisk. Her sidder jeg i København, ser fjernsyn, kan ringe til en forretning med blomsterudbringning i København, og bede om, at en buket, jeg bestiller til min kæreste, bliver sendt på et bestemt tidspunkt. Hvad ville de gøre, hvis drengene i Kenya beslutter sig for at strejke? Gør jeg en god gerning for blomsterfarmene i Afrika, eller skader jeg familierne, som er afhængige af, at vi gerne vil udtrykke vores kærlighed, og tanker med blomster?

Måske man hjælper alligevel?

Og, er der noget galt i, at man ringer til en butik med blomsterudbringning i hovedstaden?

Jeg synes, at den kanal burde tænke sig lidt bedre om, inden den næste dokumentarfilm bliver sendt. Måske handler den om fattige risbønder i Kina.