Det var faktisk billedet sammen med en lille artikel i vores lokale avis, der fangede min opmærksomhed, for manden på billedet virkede på en eller anden måde bekendt, selv om jeg ikke lige kunne finde ud af, hvem han præcist var. Derfor gav jeg mig til at læse artiklen, som handlede om en tilflytter her til Herning, som nu havde åbnet en lille restaurant inde i midtbyen.
Da jeg kunne læse, at manden hed Lars Gregersen, gik det op for mig, at når hans ansigt virkede bekendt, måtte det være fordi, han i virkeligheden var en af mine gamle klassekammerater fra skolen, for jeg havde i hvert fald en klassekammerat med det navn.
Så blev artiklen jo lidt mere interessant for mig, og Lars understregede i interviewet med avisen, at han satsede på mad af ekstremt høj kvalitet, for han mente nok, at vores by kunne bære en restaurant i det prisleje, som følger helt naturligt med mad af høj kvalitet.
I artiklen kunne jeg også læse, at Lars tidligere havde været bestyrer i en Jensen’s restaurant, som hører til en landsdækkende restaurationskæde. Det havde han også haft det godt med, men han havde i nogle år haft lyst til dels at have sin egen restaurant, dels at kunne bruge råvarer i en prisklasse, som ikke ligefrem passer til en familierestaurant med takeaway i Aarhus. Han lagde ikke skjul på, at han ville satse på det franske køkken i sin nye restaurant, som primært skulle henvende sig til folk med rigtige gourmet-vaner.
Det lød jo interessant, så jeg tænkte lidt adspredt på, at så måtte jeg nok hellere begynde at spare sammen til et besøg på Lars’ nye restaurant, for det kunne da være hyggeligt at hilse på ham. Vi har faktisk ikke set hinanden siden skoletiden, for vores veje skiltes, da jeg gik på gymnasiet, mens han gik i lære som kok.
Jeg kan huske, at en anden af vores klassekammerater, som jeg af og til støder på, en gang fortalte, at Lars var kommet i lære på en ret kendt bøfrestaurant i nabobyen, og at netop den restaurant havde ry for at være et godt lærested, så Lars skulle nok blive en dygtig kok.
Og det fandt jeg så ud af i forgårs, hvor jeg havde bestilt bord til min kone og mig selv på Lars’ nye restaurant. Da vi var blevet vist hen til vores bord i den lille restaurant, spurgte jeg tjeneren, om indehaveren var til stede og fortalte, at vi en gang havde gået i skole sammen.
Kort efter kom Lars hen til vores bord og hilste på, og han tog sig tid til nogle minutters snak om, hvordan det var gået os i tilværelsen. Det var rigtig hyggeligt, og Lars rådede os til at prøve en bestemt menu, og det råd fulgte vi selvfølgelig.
I samtalens løb spurgte jeg ham, om han havde planer om også at tilbyde takeaway i Herning, ligesom jeg havde læst, at han tidligere havde haft i Aarhus, men det afviste han blankt.
