Min nabo har en mission. Hun har sat sig i hovedet, at jeg trænger til noget opdragelse. Sådan kan jeg ikke lade være med at tænke på det – og grine ad det. Det er en ret sød gammel dame, som bor ved siden af mig. Jeg kan godt se på hende, at hun tænker, at jeg ikke er en ordentlig pige. Jeg går jo i lange bukser. Ikke i sorte nederdele, sådan som enker her i landet efter hendes mening bør gøre. Og hun ved, at jeg er enke. Så hun har besluttet sig for at lede mig på rette vej.
Livets værdier
Derfor var hun meget påtrængende, da hun bad mig om at ledsage sig til et foredrag om livets værdier. Onsdag aften. Det var ret svært for mig lige at finde en passende undskyldning. Så jeg endte med at gå med hende til et foredrag om livets sande værdier. Hold da op. Det var forfærdeligt. For det første var foredragsholderen en af de her sortklædte præster, der synes, at alle bør yde ham respekt. For det andet så var han ikke en humoristisk foredragsholder som for eksempel Rune Green er det. Tværtimod, jeg synes nærmere, at han holdt en dommedagsprædiken. Sådan i stil med de indre missionske prædikener man kan høre glimt fra i en Carl Dreyer film.
Sort med sort på
Jeg kom til at tænke på ”Vredens dag” eller ”Ordet”. Det var en forfærdelig aften. Der sad jeg så og lyttede, mens min nabo klappede i sine hænder. Hun spurgte mig, om jeg ikke kunne give foredragsholderen ret i, at kvinders plads er i hjemmet. Hun skal passe på ægtefællen og familien. Det er hendes mission.
Det kunne jeg bare ikke give hende ret i. Men hvordan forklarer man en ældre dame, der er overbevist, det? Jeg kan ikke. Og vil heller ikke forsøge. Jeg vil derfor forberede en liste med undskyldninger for ikke at gå med hende næste gang, hun spørger mig.
