Jeg er nervøs. Mine hænder ryster. Jeg kan ikke få vejret. Jeg er stresset eller bange. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at der er ved at gå panik i mig. Jeg kan mærke det. Fysisk. Hjertet er ved at springe min brystkasse itu. Min hjerne er ved at overophede hele skallen. Jeg tror, at jeg taber håret. Jeg er på vej ud i noget, der skræmmer mig, og som samtidigt tiltrækker mig. Hvad sker der?
Angstanfald
Jeg har lige beskrevet for dig, hvordan et angstanfald kan begynde. Sveden pibler frem overalt. Sanserne er ligesom sendt på overarbejde, og du ved bare ikke, i hvilken retning du skal vende dig for at få hjælp. For hjælp, det har man altså brug for. På et eller andet tidspunkt – hvis ikke flere – i sit liv. Det må du og jeg bare erkende. Sådan er det bare. Intet menneske kan gå igennem livet uden at blive bange. Hvis du mener noget andet, så tilhører du ikke den gruppe mennesker, jeg kender. Og jeg kender mange. Og jeg ved, at vi alle sammen har haft brug for hjælp til at få rettet op på skader i vores psyke, som vi enten selv har forvoldt – eller som er blevet påført os uden, at det har været med vilje.
I psykoterapi
Første gang, jeg oplevede, at jeg blev angst (internt link), var under en konference. Jeg skulle holde et lille oplæg. Kun 10 minutter. Jeg var vel forberedt. Alligevel blev det for stor en opgave for mig at holde oplægget. Jeg brød sammen. Aflyste min deltagelse i konferencen. Måtte sluge min professionelle stolthed og den bitre pille: Finde en god psykoterapeut i København, som kunne hjælpe mig tilbage til mit gamle jeg.
Og det gjorde jeg. Jeg fandt en god terapeut. Hun var dygtig og fik mig hurtigt til at indse, at det, jeg oplevede slet ikke er så unormalt. Og at det slet ikke er en dårlig ting at komme i et terapiforløb. Vi talte meget om, hvad det var, der lå til grund for mit angstanfald. Vi fandt mulige svar. Vi arbejdede med dem. Og jeg fik mere og mere afklaring på, hvad der er sket i mit liv – og hvorfor anfaldet fremkom lige præcist på et tidspunkt i mit liv, som jeg anså for at være det værste tidspunkt for mig.
Ønsket om et karriereskift var meget stort på det tidspunkt. Jeg vidste det bare ikke. Min krop fortalte mig det. Min terapeut forklarede mig det. Hun hjalp mig også til at finde styrken til at skifte karriere.
Glad igen – endelig
I dag er jeg et glad menneske. I balance med mig selv og mine omgivelser. Jeg har forladt mit tidligere job på en god måde. Jeg har fundet nye udfordringer. Og jeg ved, at jeg kan klare dem, fordi jeg har lært at stoppe op, når jeg mærker, at noget ikke er ok. Og så har jeg lært at tænke et skridt tilbage og to skridt frem. Det er en vidunderlig gave, jeg har givet mig selv. Jeg vidste det bare ikke, dengang jeg startede i terapi.
