Cyklen var væk

Da min søn, Nicolaj på 14 år, en dag for et par uger siden skulle hjem fra skole, var hans cykel væk fra skolens cykelskur. Han var sikker på, at han havde husket at låse den om morgenen, for han havde nøglen til den kraftige kædelås i lommen, og den kan man ikke tage ud, hvis kæden ikke er låst.

Og det havde den bestemt også været, for den hang stadig på den stang, som netop er beregnet til at låse cyklerne på, men den var klippet over med en åbenbart meget kraftig boltsaks, for der skal virkelig stor kraft til at klippe den type kædelås over.

Og Nicolaj var selvfølgelig ulykkelig, for hans cykel var ikke ret gammel, idet han fik en ny cykel af sin far, som jeg blev skilt fra for et par år siden, til sin konfirmation. Og jeg ærgrede mig, for i forbindelse med skilsmissen skulle jeg have tegnet nogle nye forsikringer, og jeg fravalgte dækning af cykeltyveri i den familieforsikring, jeg tegnede, fordi den dækning ville gøre forsikringspræmien meget væsentligt dyrere. Jeg køber i øvrigt altid cykler her.

Det er ikke nogen ønskesituation for en enlig mor, der dagligt må slås for at få økonomien til at hænge sammen, at stå med sådan et problem, for budgettet rækker altså ikke til, at man bare tager sin søn ved hånden og tager ud og køber en ny cykel.

Selv om jeg altså ikke havde udsigt til at få tyveriet af Nicolajs cykel dækket af forsikringen, valgte jeg alligevel at anmelde tyveriet til politiet, for der var måske en mulighed for, at den blev fundet igen, og vi havde heldigvis gemt det stykke pap med stelnummeret, som sad på cyklen, da Nicolaj fik den. Så jeg opgav stelnummeret til politiet, som lovede at kontakte mig, hvis cyklen blev indbragt.

Og tre dage senere smilede heldet til os, for en venlig politimand ringede til mig og fortalte, at de faktisk havde fået indbragt en cykel med det stelnummer, som jeg havde opgivet. Han fortalte også, at cyklen var blevet fundet bare nogle få hundrede meter fra skolen, hvor den havde stået henslængt op ad en lygtepæl. Vi aftalte, at Nicolaj og jeg kunne komme ind på politistationen og hente cyklen sidste på eftermiddagen, når jeg var kommet hjem fra arbejde. Politimanden bad mig huske at tage sedlen med stelnummeret med, så der var bevis for, at cyklen rent faktisk er Nicolajs.

Inde på politistationen gik vi sammen med en politimand ud i en temmelig stor garagebygning, hvor der vel var opmagasineret mindst 100 cykler, men dem, der var kommet ind sidst, stod i en gruppe for sig selv, så Nicolaj kunne lynhurtigt genkende sin egen cykel.

Han tog den nærmere i øjesyn, og jeg kunne tydeligt se på ham, at han var meget lettet over, at der tilsyneladende ikke var sket nogen skade på cyklen. Både gear og bremser fungerede helt, som de skulle, så han var glad. På vejen hjem var jeg omkring en cykelforretning for at købe en ny lås, mens Nicolaj selv cyklede hjem.