I hele min ungdom var jagt en hobby, som jeg aldrig nogensinde tænkte på som noget, jeg havde lyst til at kaste mig over. Det er ikke sådan, at jeg finder det uetisk at jage dyr, men det havde bare aldrig interesseret mig, og da jeg heller ikke i min vennekreds havde nogle jægere, var det bare aldrig aktuelt for mig.
Men i som så mange andre sammenhænge, kommer man af og til ud for nogle tilfældigheder, som kommer til at ændre dele af ens tilværelse. Det skete for mig for nogle år siden, da vores to sønner, der er tvillinger, netop var blevet konfirmeret. På det tidspunkt havde vi lige skiftet vores tidligere parcelhus ud med en ældre villa med masser af plads.
Her var også kælder under hele huset, og et af rummene i kælderen var et meget stort og aflangt lokale, som de tidligere ejere havde brugt som gildesal og som aktivitetsrum i det daglige. På et tidspunkt fik drengene den ide, at de gerne ville bruge rummet som indendørs skydebane, for de havde begge et ønske om at øve sig i skydning.
Efter lidt tovtrækkeri gav min kone og jeg mig, og jeg tog drengene med ind i et sportsmagasin for at købe et par luftgeværer, de kunne skyde med nede i kælderen. Jeg blev af ekspedienten i sportsforretningen belært om, at vi skulle holde os til en kaliber på maksimalt 4,5 millimeter, for ellers ville våbnene ikke være lovlige.
Han anbefalede mig i øvrigt at købe geværer af mærket Gamo, som han berømmede kvaliteten på. Da jeg ikke havde nogen viden om luftgeværer, nikkede jeg bare ja til hans forslag, og han gav sig til at instruere drengene i, hvordan man bruger sådan nogle luftgeværer.
Imens kiggede jeg lidt adspredt rundt i den afdeling af sportsforretningen, som var helliget udstyr til jagt og skydning. Jeg følte mig noget tiltrukket af de lækre og gedigne beklædningsgenstande, som forretningen også havde i den afdeling. Især kunne jeg godt lide det flotte Deerhunter jagttøj, som hang sirligt på bøjlestativerne.
Jeg kan også huske, at det trak lidt i mig at se de smukke jagtrifler og haglgeværer, som forretningen også solgte. De var alle sammen placeret i nogle gedigne våbenskabe, og jeg kunne gætte mig til, at det var sådan, fordi lovgivningen sikkert kræver, at våbnene er låst inden udenfor forretningens åbningstid.
Og dagens efter opstod så den tilfældighed, som har gjort, at jeg nu er blevet medlem af et jagtkonsortium og det seneste par år har dyrket jagt med stor entusiasme. Det var en kollega, der i frokostpausen dagen efter fortalte om sin nyeste jagttur, der var foregået søndagen før.
Jeg er sikker på, at det var hans begejstrede fortælling om jagten sammen med min oplevelse i sportsforretningen, der blev igangsætter for min interesse for at gå på jagt.
Så i løbet af de seneste to år har jeg brugt en mindre formue på våben, tøj, støvler og kikkerter (her)samt alt det øvrige udstyr, der er nødvendigt til jagt.
